Dagbog 2017

 

 

 

26.03.2017: Bella - vores hamster er desværre afgået ved døden idag. Signe fandt hende i buret omkring middagstid lige inden vi skulle afsted for at se Appasionata hesteshow. Hun var naturligvis ked af det, men sådan går det jo.

25.03.2017: Vi har virkelig fået forårsvejr, så vi besluttet, at tage en tur i Verkehrspark, som er et lille lukket anlæg, hvor børnene kan træne cykelfærdigheder i trafikken. Det blev en ganske fin eftermiddag, hvor der blev cyklet maks igennem.

08.03.2017: LJ er på vej i lufthavnen for at sende Lene og Bjarne hjem. De har besøgt os de sidste par dage - vi har haft et super besøg med skiløb på Feldberg, fejring af Pungers fødselsdag og ikke mindst masser af Fasnacht. 

27.02.2017: Vi er netop kommet hjem fra en weekend i Bellwald. Vi har boet hos Familien Musy og lørdag fejrede vi sammen, at vi snart bliver naboer. Søndagen gik med at køre på ski - pigerne så vi stort set ikke, og LJ og Rasmus fik kørt en masse fine ture. Mandag kom så den store dag for os, da vi var hos notar for at underskrive skødet, og i banken for at klare de sidste papirer. 15. april er vi så officielt ejere af Ernenblick - vi glæder os helt vildt. 

16.02.2017: Så har vi haft besøg af familien Radoor fra Fyn. For både børn og voksne har det været nogen super dage. Lørdag kørte vi alle sammen til Feldberg for at stå på ski, og Betina og Gitte fik sne under brædderne (nok mest på grund af en attraktiv skiinstruktør). Desuden er det blevet spillet masser af Partnres og Minecraft, og det er også blevet til et par besøg i Basel.

10.02.2017: Idag får vi teenager i huset - Signe fylder 13 år. Vi har besøg af morfar, som hjælper os med at lave en festlig dag for hende. I weekenden tager vi tur på Rodelbahn i Feldberg til stor morskab for store og små.

18.01.2017: Mormor og Erik er kommet til Basel, og det er blevet tid for Betina og LJ at rejse et par dage til New York og Washington - en del af Betinas 40 års fødselsdagsgave. Vi flyver via København til New York, hvor vi lander onsdag eftermiddag. Vi kommer hurtig gennem immigrationen og kommer til hotellet på Manhattan. Onsdag aften går vi en tur rundt om Times Square, og kommer også en tur forbi Trump Tower. Torsdag står på sightseeing. Vi tager metroen til sydspidsen af Manhattan, og i det gode vejr går vi over Brooklyn Bridge. Vi spiser frokost på Industry Kitchen, og da vejret er rigtig fint vælger vi at gå de ca 5 kilometer tilbage til hotellet - blandt andet forbi 9/11 mindepladsen og Little Italy, hvor det bliver tid til et Prosecco stop.

    

 

Fredag morgen er der afgang kl 6.10 med tog til Washington. Vi skal overvære indsættelse af Donald Trump som præsident. Selve dagen er på mange måder en speciel oplevelse, og vi er heldige at komme helt tæt på, da vi har taget opstilling på Pennsylvania Avenue, hvor Trump og familen stiger ud af bilerne lige, hvor vi står.

 

Lørdag står den på shopping og Basket ball i Maddison Square Garden, og søndag går vi ned i Chelsea for at spise morgenmad og gå en tur på Highline Park. Hen på eftermiddagen flyver Betina tilbage til Basel, og LJ fortsætter til Mexico.  

15.01.2017: Det blev til endnu en tur til Feldberg for at køre lidt på ski. Rasmus havde en time med instruktør, så nu kan han selv køre ned af de nemme bakker.

08.01.2017: Så sættes skisæsonen igang, og vi kører til Feldberg for at få prøvet udstyret af. Der er ikke så meget sne, men heller ikke så mange mennesker, så vi får kørt nogen gode ture. 

01.01.2017: Efter en god juleferie i Danmark sætter vi kursen hjemover til Basel. Turen går rigtig fint - der er ikke meget traffik, og vejret er fint at køre i. 

 

 

 

 

 

 

 

 
 
 
 
 
 
 
You are here: Home Dagbog Dagbog 2017