Dagbog 2016
11.11.2016: LJ er på vej i lufthavnen for at flyve til Danmark - der er inviteret til 100 års jubilæum på Lind Skole. Fra København går den med tog mod Herning, og kl 22,00 er der dejlig genforening med Allan. Vi kører til Lind, hvor vi har en hyggelig aften sammen med Jytte.
12.11.2016: Det er dagen for den store jubilæumsfest, og kl 10.00 står jeg klar foran skolen. På mange måder ligner den sig selv fra da jeg forlod den i 1989, men også meget er forandret. Lene gør mig selskab og sammen går vi rundt og nyder de mange events og udstillinger, som skolen har forberedt i forbindelse med åbent hus. Vi bevæger os rundt på skolen og genkender lokalerne og mange minder kommer tilbage - heldigvis langt de fleste gode. Vi møder også rigtig mange gamle skolekammerater og lærer, og stemningen er helt fantastisk - der er elever fra 6 år og lærerer på 86 - alle med en ting til fælles - Lind Skole.
Først på eftermiddagen er der samling i den nye hal, hvor flere 100 mennesker samles, og der holdes taler og synges sange. Jeg kører et smut til Herning for at handle lidt. Tilbage hos Allan får vi kaffe med hans far og mor, som kommer forbi. Ikke mindre end 12 gamle elever samles hos Jane til forfest, hvor snakken straks går, og vi kigger på gamle klassefotoes. Alle virker spændte på aftenen, og efter et par godt drinks kører vi op i hallen til fest. Der bliver snakket, grinet og for nogens vedkommende danset indtil kl 01.30, hvor nogen stykker lægger turen forbi Musses pub til en sidste øl. Søndag formiddage foregår i roligt tempo og over middag tager jeg toget retur mod København efter en skøn weekend på Memory Lane.
3.10.2016: vores sidste dag i Washington bruger vi på at gå ned til det hvide hus igen. Omme på pladsen mellem the White house og Washington memorial ser vi pludselig en helikopter kredse rundt. De cyklende betjente der er i nærheden genner os væk og vi får ikke set, hvem det var der gerne ville lande.
Ved 14 tiden mødes vi med Anni i Dulles international Airport. Lars Jakob rejser videre mod San Fransisco og vi kører med Anni til Yorktown, Virginia.
4.10.2016: vi bruger hele formiddagen og lidt af eftermiddagen i "dødens dræber center" - også kendt som williamsburg premium outlet. Vi starter i Nike butikken og da Rasmus har fået sine nye sko er han klar til at køre hjem igen. Men så let slipper han ikke, til stor ærgelse for ham "jeg vil hellere spise en halv regnorm end at gå i flere butikker" meddeler han på et tidspunkt.
5.10.2016: idag har Anni inviteret os med ud og spille "Bonco", som er et terningespil. Anni spillet med 11 andre damer, fortrinsvis amerikanere. Alle har noget med til buffeten, og Betina ender med at slå dagens sidste "Bonco" og dermed vinde 12$. Ved 13 tiden slutter vi og eftermiddagen bruges til hygge og afslapning. Om aftenen slår Jakob og Rasmus græsset mens pigerne spiller en omgang hockey.
6.10.2016: vi har aftalt at tage ud og samle forstenede hajtænder ved stranden idag. Vi finder hver 3-4 tænder, Anni finder en stor, Signe finder en forstenet blæksprutte arm og vi ser delfiner springe rundt i havet lige ved siden af os. Vi får købt stof til puder og afleveret Lines ekstra-tøj på skolen, hun skal ud og spille field hockey kamp igen i aften. Puderne syer Anni om aftenen. Kristian kommer hjem fra 3 dages messe i Washington, og han har været så sød at hente Rasmus iPod - den havde vi glemt på hotellet.
7.10.2016: Formiddagen bruger vi (Anni og Betina) på en kort løbetur, Anna og Rasmus er med på løbehjul. Jakob og Line har tidligt fri fra skole, så da de kommer hjem tager vi ud og spiser frokost. Herefter tager vi til Collonial Williamsburg, som er en blanding af by, museum og Hjerl hede (lejre forsøgscenter for sjællænderne). En ældre mand vil være sød og tage et billede af os, men han har vist aldrig taget billeder med en tlf før, så han får stukket fingrene ind foran kameraet og slukket for tlf istedet for at tage et billede. Vi takker pænt og siger at billedet er perfekt, han opdager ikke at det billede jeg viser ham, er et jeg lige har taget af børnene omkring en statue af jefferson.
Williamsburg er den tidligere "hovedstad" i Virginia, har et universitet og er kendt for skinke og peanuts.
Om aftenen ser vi en film med børnene, nogle ser mere end andre. Lars Jakob lander i Washington efter fem dage i San Fransisco. Planen er at han skal overnatte på et hotel i Washington og derefter komme til Virginia imorgen, men hotellet har lejet hans værelse ud til andre, da mange er ramt af stormen "Matthew". Han vælger derfor at køre det meste af natten for at komme til Virginia.
07.10.2016:
Så er etapen i San Fransivsko næsten afsluttet for Lars Jakob. En by der viser endnu en lap af det amerikanske kludetæppe - både hvad angår klima, kultur og bybillede. Der er mange hjemløse - men som de sagde til mig - her sneer det ikke (vs. New York).
Jeg har deltaget i DF16 - verdens måske største IT konfenrence - det har givet rigtig mange nye ideer, og hvis ikke jeg havde hørt om AI og Einstein inden, så er det helt sikkert kommet på radaren nu.
Der blev tid til en meget politisk koncert med U2, og så kunne jeg jo ikke besøge SF uden at prøve at køre med Uber - desværre ikke en selvkørende - denne gang.
Og så er der selvfølgelig føljetonen om kaffe, hvor der blevet tilføjet et nyt mindre kapitel igår. Efter en meget udemærket sushi arrangement afholdt af SFDC Healtcare var vi flere der mente at en kop kaffe ville være en god afslutning, og da vores vært var en meget engageret italiensk fyr, så mente vi jo, at det var ingen sag. Men da vi forespurgte på kaffen forsvandt friskheden, da han med bøjet hoved meddelte, at han kun havde grøn te.
Konferencen har været meget mere end teknologi. Der har været besøg blandt andre Will.I.am, Melinda Gates og Tony Robbins (say Aye!!!) som alle har et stort ønske om at gøre verden lidt bedre.
#(RED) #U2 #Benioff #Uber #sdfc #AI #runningtogoldengate #ontrack
8.10.2016: Lars Jakob ankom kl 5 imorges, efter en lidt lang tur fra Washington. Vi laver alle brunch sammen, snakker og hygger os. Ved 11 tiden kører Anni, Anna og Betina i Marshalls. De andre hygger sig derhjemme med spil, fodbold i tv og en lille gåtur i området. Om aftenen ville vi egentlig grille pizza, men det står ned i stride strømme, så det bliver til hjemmebagte ovn-pizzaer. Line kommer gennemblødt og kold hjem fra træning, men humøret er godt, så hun og Anna laver selv vingummi-slanger. Vi når også en omgang træning på gulvet, maveøvelser og lidt yoga. Herefter takker vi af for denne gang, vi har endnu en gang nydt at være sammen med familien Kold, og har nydt godt af deres gæstfrihed.
9.10.2016: Vi kørte fra Virginia søndag ved 8.30 tiden. Turen mod Miami skulle vise sig at blive interessant på mange måder. Vi så mange steder, der var oversvømmet, træer der lå væltet ud over vejen, nogle veje var helt lukkede, så vi måtte ud på mange små omkørsler. de fleste tankstationer var uden strøm. De, der havde strøm var løbet tør for brændstof. Stort set alle restauranter var lukkede pga manglende strøm. Lj spurgte et sted, hvor længe de havde været uden strøm - 1 uge!
Ved 21-tiden begyndte vi at lede efter et sted at sove - alt udsolgt. Til sidst fandt vi et B&B i titusville, tæt på Florida spacecenter. Kl 23 blev vi installeret i et meget specielt dekoreret B&B, fik en god nats søvn. 8.30 er vi på vejen igen, ca 3 timer til Miami.
Ved middagstid ankom vi til hotellet i Miami. Ungerne trængte til at brænde lidt krudt af i poolen, herefter var der frokost på "Five guys". Vi gik en tur til stranden, hvor det blæste en del og bølgerne slog langt ind over stranden. I sandet fandt vi en død kuffertfisk og en forstenet koral. På vej tilbage gik vi op af Ocean Drive, hvor vi ligesom sidst blev imponerede over folkene og bilerne (i alle farver, former og størrelser), som færdes her.
Tilbage på hotellet fik vi et bad, hentede sushi og nudler, som vi spiste ved poolen. De mørkeste skyer drev ind over os, så nu ligger vi og slapper af på værelset - alle glæder sig til imorgen!
10.09.2016: Så er der fest. Jette og Kim fejrer sølvbryllup i Sunds, så Betina og LJ flyver fredag til København lørdag morgen og kører videre til Snejbjerg. Kl. 17.30 er vi klar i Sunds, hvor vi er med til en rigtig sjov fest med familie og venner. Søndag morgen når vi lige forbi Ninna og Emil, hvor vi får lov at se sidste skud på stammen - Bertram. Søndag aften er vi tilbage i Basel, hvor alt er gået fint med Mormor og Erik ved roret.
15.08.2016: Mandag morgen og det er første skoledag for Signe, Anna og Rasmus. Signe skal starte i sekundar skole, Anna forsætter 4. skoleår i samme klasse, Rasmus har rigtig første skoledag i 1. klasse. Hver især har de en rigtig god dag, hvor vejret viser sig fra sin bedste side.
14.08.2016: Der er Basel Brüggenlauf, og vi har begge meldt os til at deltage. Betina løber 3 km ruten, og LJ prøver kræfter med 16 km (ny rekord) Morfar er med på sidelinien sammen med børnene og giver god støtte.
06.08.2016: Vi har fint besøg fra Danmark idag. Linda og Georg er på vej med campingvognen gennem Europa, og de kigger forbi til en hyggelig eftermiddag på terasssen.
12.07.2016: Det er blevet tid til shopping, men af gode grunde deler vi os. Nogle shopper mens andre tager det lille turisttog rundt i byen. Vi mødes til en meget varm frokost på Hippopotamus. Herefter er der afslaning i huset og ved poolen, kold kaffe, frugt, is, og pool-volleyball – Anna og Tommy vandt turneringen.
10.07.2016: Vi tager ind til Nice, hvor der er mange mennesker. Der vises fodbold EM finalen på storskærm. Vi bliver enige om at spise på Hard Rock, men da Lars Jakob går ind for at få et bord, oplyser personalet er der ikke er plads, selvom restauranten næsten er tom. Betina går herefter ind, får også at vide, at der ikke er plads, men da jeg foreslår at vi sætter to borde sammen, går det op for dem, at det jo også var en mulighed. Herfter bliver hele tre borde sat sammen og vupti – var der plads til 9 personer.
09.07.2016: Vi har lejet et hus i St. Paul de Vence uden for Nice sammen med Janni, Tommy, Mathilde og Nicoline. Vi ankommer lørdag sidst på eftermiddagen, og ungerne springer straks i poolen.
04.07.2016: Første uge af ferien er i gang – Rasmus tager på sportslejr hver dag fra kl. 10 til 16 og Signe er på ridelejr på Hof Lüdi hver eftermiddag. Rasmus har lidt udfordringer med at skulle spise dernede, da der hver dag serveres salat med dressing, hvilket jo ikke ligefrem er hans yndlingsspise. Vi har en kæmpe krise mandag aften, hvor han græder i 4 timer og absolut ikke vil på camp dagen efter. Vi aftaler, at jeg spørger lederne, om han selv må have grøntsager med derned, og det er de heldigvis helt med på. Så tirsdag drager han nogenlunde glad afsted med sin egen madkasse med grøntsager. Resten af ugen bliver en total succes, der slutter af med en opvisning.
03.07.2016: For LJ er det jo en vigtig dag (fødseldag) og efter morgensang og gaver kører vi en tur på Feldberg, hvor vi spiser frokost og tager kabelbanen op til tårnet. Senere kører vi en tur med Rodelbahn på Hasenhorn, og det bliver en dejlig dag.
02.07.2016: Tina og Karsten flytter snart til Dublin, så for at tage afsked men også fejre deres modige beslutning, så har vi valgt at tage en tur i byen sammen. Vi starter med cocktails i Steinenvorstadt, hvor vi giver dem en lille Basel Mindebog, og senere tager vi på Jays og spiser. Aftenen afsluttes med et par drinks og lidt fodbold på en af de mange barer i Basel.
30.06.2016: Mathilde og Nicoline tager med pigerne i skole i dag, imens tager Janni og jeg ind og drikker kaffe i byen. Mathilde tager også med til ridning. Om aftenen er der afslutningsfest for Signes klasse på skolen. Det er meget mærkeligt at hendes tid på Mühlematt Schulhaus nu er slut – efter sommerferien hedder det Sekundarschule, 7. klasse og Spiegelfeldschulhaus, som ligger lige over for vores hus.
28.06.2016: Vi er tidligt oppe for at stå klar med morgenmad til Familien Troelsen + cykelhold. Tommy og hans cykelkammerater skal på lørdag køre La Marmotte. De ankommer til Binningen ca. 7.30, spiser lidt morgenmad og kører derefter videre mod bjergene. Janni og pigerne bliver her hos os til fredag.
22.06.2016: der er afslutning i Rasmus' Kindergarten. Børnene har øvet et skuespil (der Regenbogenfisch), og alle gør det super godt.
20.06.2016: Betina rejser hjem igen og Lars Jakob tager toget til Port de Soller, hvor de skal arbejde resten af ugen.
19.06.2016: Vi tager til Soller, som skulle være noget særlig hyggeligt. Det er en lille by, med et torv, en kirke og sikkert masser af hyggelige gader. Men da det er søndag, er der lidt dødt, så vi kører videre mod Port de Soller, der byder på strand, strandpromenade og masser af restauranter i en lidt højere kvalitet end det vi så i Alcudia. Ingen plastikstole! Vi tager et par timer på stranden og tager derefter igen tilbage til Palma.
Om aftenen spiser vi på en dejlig restaurant ved havnen i Palma.
18.06.2016: I vores lejede bil tager vi i dag på tur. Vi kører til østkysten, hvor der ligger nogle drypstenshuler, som vi tager ind og ser. Vi fortsætter til Alcudia, hvor vi får frokost. Det bliver regnvejr mens vi spiser, så vi får ikke set så meget af byen. Vi fortsætter tilbage mod Palma, og gør et stop i et udendørs Mall på vejen. Om aftenen går vi igen rundt i Palma og nyder den afslappede stemning.
17.06.2016: Vi vil i dag ud og se byen, den gamle bydel, katedralen med udsigt over havet, de små charmerende gader og butikker. Vi går rundt og nyder byen, vejret og hinandens selskab. Om aftenen spilles der igen fodbold, så vi finder en pub, der viser kampen (Spanien-Frankrig).
16.06.2016: Mormor og Erik er ankommet for at passe børnene mens vi to gamle tager til Mallorca. Lars Jakob skal arbejde dernede i næste uge, men inden når vi lige en forlænget weekend i sol og varme.Vi ankommer torsdag aften, og efter at have lejet bil og fundet hotellet, går vi ud for at spise. På Hardrock viser de fodbold, så det er oplagt for os.
28-30.06.2016: LJ forstætter rejseaktiviteten og i denne uge går turen til Lisabon i Portugal - nærmere bestemt Cascais. Møderne og præsentationerne går rigtig fint, og der bliver heldigvis også tid til at nyde dette skønne sted sammen med kollegaer fra hele verden, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at vende tilbage engang.
28.05.2016: Lørdag eftermiddag havde vi været så heldige at have fået fat i 2 billetter til TED Talks i Basel. TED Talks er et forum, hvor passionerede mennesker kan lave en 10-15 minutters præsentation af deres ide, og der bliver så inviteret et publikum til at se det. Vi var sammen med 500 andre nysgerrige mennesker samlet i Theater Basel, hvor vi så ca 10 forskellige præsentationer - ligefra dyrkning af bio-tomater til en sang om expact livet til en 90 år gammel mand, som fortalte om livet i en kz lejr. Det var meget blandet indhold, og det var også af forskellige kvalitet men alt i alt var det en sjov anderledes eftermiddag, og flere af indlæggende var tankevækkeden.
27.05.2016: Det er på flere måder pludselig blevet en uge med flere overraskelser og oplevelser. Tirsdag morgen kl 04.00 gik turen til Mallorca for første gang - det var dog i arbejds medfør,og det blev til god alternativ præsentation for mine nordiske kollegaer samt deltagelse i diverse workshops, og det var fedt at se, at det som vi har arbejdet med og forberedt i 12 måneder nu skal til at bruges af rigtige mennesker.
:)
Det er også blevet ugen, hvor jeg totalt har ændret mit syn på Uber takket være programmet Elektronista med Christiane Vejlø. Hun havde i studiet Claus Skytte, som fortalte om, at Ubers virkelige mission er kortlægning af traffik og infrastruktur i de store byer, som på sigt kan skabe en mere effektiv transport styret af data, selvkørende biler mmm - SMART-TRAFFIC. Indsamlingen af data sker så ved hjælp af den "taxa" service, som de tilbyder, men jeg er sikker på, at det virkelige mål er at skabe data (trafikkens facebook) om adfærd i de store byer. Og mon ikke der er brug for at gøre noget, når ca 2,5 mia mennekser forventes at flytte til byerne inden 2050. Interessant er det nu at opleve, hvordan forskellige lande vælger at "modtage" denne "service" - destruktivt og beskyttende eller lyttende og åbent????
På Mallorca blev det til et møde med en kollega, som har fået en lungetransplantation med forventet overlevelse efter 5 år på 20%. Hun er stadig i live og rådgiver idag læger og sygeplejesker om behandling af hjertepatienter. Det er et af de øjeblikke, hvor man lige tænker - mmmmmh.
08.05.2016: Så er den årlige drenge-weekendtur ved at være slut. Fredag morgen fløj jeg til Dublin for at mødes med Peter, Jim og Jan. Efter sidste års fantastiske tur til Italien havde vi besluttet, at Dublin skulle være næste maal. De tre "danskere" ankom først sidst på eftermiddagen, så jeg brugte dagen på at gå rundt og nyde byen i flot solskinsvejr.
Ved 18.00 blev vi alle samlet på hotellet, og vi gik straks ind til byen for at spise - vi valgte en indisk løsning med dejlig stærk mad. Lørdag morgen startede vi tidligt ud med engelsk breakfast og videre til en tur i boghandelen. Efter den kulturelle del meldte tørsten sig, saa vi satte kursen mod Gueniess bryggeriet. Desværre havde mange andre også valgte at gøre det, så vi tog i stedet en nærliggende pub, hvor dagens første øl blev indtaget.
Whiskey huset Jameson blev næste besøg på ruten. Her var der desværre to timers ventetid på en rundvisning, men i forhallen var der indrettet en flot bar, hvor vi fik Irish coffee. Undervejs blev det til Fish & Chips paa Dublins ældste pub.
Vi gik videre mod byen, og gik tilfældigt ind på turistkontoret, for at høre, om der var nogen spændende arrangementer i byen og bingo. ELO spillede koncert om aftenen, og vi var heldige at få billetter. Specielt Jan var glad for dette, da han siden 1981 havde haft en koncert med Jeff Lynne og co til gode. Inden koncerten gik vi tilbage til hotellet til en kort morfar, og så gik turen til 3Arena, hvor vi oplevede en fantastik koncert.
Søndag morgen tog vi alle mod lufthavnen for at flyve hjem efter en dejlig weekend.
01.05.2016: Vi var igår inviteret til 50 års fødselsdag hos Claudia, og alle børn skulle sove ude - Rasmus for føste gang. Kl 21.00 tikkede der en besked ind fra forældrene, hvor han skulle overnatte, at han havde haft en dejlig dag med James, og at han nu sov.
Om eftermiddag var vil til Unihockey turnering med Signe og 6 andre piger fra hendes klasse. De var for første gang tilmeldit en turnering, og det blev i bedste fald meget lærerigt. Holdene de mødte var alle mindst et år ældre, og havde spillet længe. Signe som var målmand havde en meget travl dag i målet, men pigerne kæmpede flot, og havde det sjovt med hinanden .
28.04.2016: LJ har møder i Basel i denne uge, hvor alle vores global Sales Directors er på besøg. Traditionen tro har vi onsdag en social aktivitet, som denne gang er Boulder klatring i Pratteln. Det var rigtig sjovt, og alle mand kæmpede godt, og 2 dage efter er der meget ømme muskler.
10.04.2016: Fredag kører vi mod Milano for at have en lang weekend i denne skøn by - se mere i denne artikel.
03.04.2016: En dejlig weekend er ved at være forbi. Fredag tog LJ toget til Munchen for at mødes med Morten for at have en fodbold weekend. Fredag eftermiddag mødtes vi på hotellet og efter en hurtig indkvartering tog vi en tur rundt i Munchen.
Lørdag formiddag gik vi igen ind til byen og nød de flottet forårsvejr. Efter frokost tog vi metroen ud til Allianz Arena, hvor vi skulle se Munchen spille mod Frankfurt. Kampen var ikke så god, men der var en fantastik stemning på stadion med udsolgte tribuner. Efter kampen tog vi tibage til byen, hvor vi så et par kampe i tv på en lokal pub. En dejlig weekend i godt selskab med masser af fodbold.
21.03.2016: LJ er tilbage i Moskva, hvilket altid er spændende. Et by som ligger tættere på København end Barcelona, men på mange måder så langt fra. Og hvad laver en delegation fra B&O i Moskva på det samme hotel - er det her den nye ejer bor - spændende.
Flere forudsiger, at Rusland går fallit inden ugangen af 2016, men hvad kommer det til at betyde. På den ene sider køber jeg ikke en eneste ting i Rusland = det betyder ingen ting (bortset fra den årlige flaske Baluga vodka) - på den anden side kan det jo føre mange ubehagelig ting med sig - og hvad er alternativet til Putin - mmmmh.
20.03.2016: Påskevejret melder sig absolut fra OK siden, og vi nyder det meste af dagen udendørs med løbetur, snobrød og en tur til vandet i Rødvig.
19.03.2016: Farmor ville være blevet 80 år idag, og vi har startet påskeferien. Kl 06.00 gik starten, og med Anna bag rattet, er vi nu ankommet til Rødvig. På trods af en nedrevet bro i Rødby, så gik turen fint, og der blev serveret stegt flæsk med persillesovs ved ankomsten.
Nu står den på dejlige besøg i Køge, Kalundborg, Moskva, Ejby og Herning.
11.03.2016: Der er besøgsdag i skolen, og vi får begge to besøgt alle tre klasser i løbet af formiddagen. I alle tre klasser bliver der arbejdet godt med pc´ere, højtlæsning, og der bliver også tid til Snynni, og der er en rigtig god stemning.
11.03.2016: LJ har været en tur i Firenze for at fortælle lidt om mobilitet til salgsstyrken. Det gik rigtig fint, og der blev også tid til at gå en tur i byen og arbejde et par timer under indtagelse af god italiensk kaffe
06.03.2016: Skal drenge på 6 år have huller i ørene? Nej - det er ikke helt vores politik (reglen er lige nu piger gerne må, når de bliver 10 år), og derfor måtte vi rykke hurtigt ud, da Rasmus pludselig søndag morgen røg i jorden på Signes værelse og flækkede øret. Alle mand var faktisk i skitøjet for at køre til Vallis for at kælke lidt, men vi måtte lige en tur forbi Notfall for at få syet Rasmus øre sammen igen. Det blev til lattergas og 2 flotte sting.
29.02.2016: Anna har også fået en lille knockout. I idrætstimen hvor der blev spillet badminton, ramte hendes klassekammerat Loris hende rent på næsen, og der var lidt tvivl om den var brækket. Derfor blev der sendt billeder afsted til hustandens specialist inden for brækkede næser (LJR), som dog hurtigt kunne konstatere, at der kun var tale om et slag, men Anna har haft en fint grønt gult øje.
28.02.2016: Det er tid til den årlige fastelavnsfest i den Danske club Basel. Betina har hjulpet med at arrangere eftermiddagen, som starter med at børnene laver fastelavnsri. Der er også blevet fremskaffet en tønde til lejligheden, som Signe, Anna og Rasmus har hjulpet med at male. Tønden bliver flittigt banket på, og Signe blev kattekonge med et flot hug. Anna var prisen for bedste udklædning for de store børn - Anna var udklædt som fransk maler. Rasmus havde valgt at komme i fjernsynet, men var dog ikke helt modig nok til at tage det på.
20.02.2016: Vinterferien er ved at være slut, og ligeledes kan vi nu også lægge Fasnacht bag os - det har vi gjort med det lokale optog i Binningen. For et par timer siden kørte Signe og Ole retur til Danmark efter, ar de har besøgt os et par dage. Det er blevet til flere spil Partners, løbetur, gensyn med Basel og masser af snak og hygge.
Onsdag eftermiddag rejste Faster Lene og Punger hjem. De har besøgt os under Fasnacht, og vi fik oplevet rigtig mange ting. Mandag morgen kl 4.00!! var Faster, Anna og LJ til Morgenstreich og om eftermiddagen var alle mand afsted til den store parade i byen. Som sædvanlig var der tusindevis af mennesker foran kigge på det flotte optog.
Søndag morgen kørte skibanden til Feldberg for at få en dag på ski. Undervejs var der ikke meget sne, og Punger var lidt nervøs, men da vi først kom frem var sneen helt fin, og det blev til engros dag på ski.
10.02.2016: Så er Signe klar til det sidste år som ikke-teenager - hun bliver 12 år idag. Morfar er på besøg, og vi starter dagen med morgensang og gaver på sengen. Herefter kører vi til Tyskland for at spise brunch. Om eftermiddagen er Signe og Anna i kino sammen med Eva - de er selv afsted, og det går rigtig fint. Til aftensmad er der bestilt grillbøffer og bagekartofler.
05.02.2016: LJ har været en tur i Paris for at arbejde, og tilbage i Basel først på aftenen mødes vi på SBB, for at køre mod Bellwald, hvor Bea og Luc har inviteret os på weekend i deres Chatlet.
Vores tur derned blev lidt spændende - GPS'en annoncerede færgeoverfart i 1200 meters højde og de fleste bjergpas var jvf skiltene lukkede, hvilket gav os ideen om en afstikker gennem Gotthard. Det lykkedes os at tilbageholde dagens sidste biltog i syv minutter, og kører 120 km/t på små bjeegveje, men nu er vi fremme og i høkassen.
Lørdag morgen var der blå himmel og sol, og vi fik en skøn dag i sneen med masser af ski. Tilbage i hytten byggede ungerne snebar, og vi fik badet udendørs i badekaret.
Søndag var overskyet men alle mand var friske, så vi tog liften helt til toppen, hvor vi havde en lang fin tur ned.
30.01.2016: Vinterferien og februar byder på en del besøg, og i denne uge er mormor og Erik på besøg. De har Luis med og det nyder børnene især. Erik og Luis henter og bringer gerne til og fra skole, og de fleste børn på skolen vil klappe Luis. Kun en enkelt græd, da hun så ham.
Lørdag tog vi på Wasserfalle i Reigoldswil, hvor vi tog bjergbanen op og gik ned. Det er en smuk tur på ca. 5 km. Der var ingen sne, men masser af smat og Luis blev møgbeskidt og måtte vaskes da vi kom hjem. Vi slog et par genveje og en enkelt af os endte på røven.
29.01.2016: Spændende dage på arbejde - vi har lige fået vores nye produkt godkendt i Europa, så vi kan starte med lanceringen. Det betyder, at vi kan gå live med et nyt website - www.pahpowerofthreee.com
22.01.2016: LJ er hjemme igen efter et par dage i Grindelwald. Jeg havde et 2 dags møde med mine "leverandører" for at snakke om, hvad vi skal fokusere på i 2016, samt lidt tilbageblik på 2015.
Betina er taget med et par veninder på Basel Museumsnat, hvor mange af museumerne holder åbent, og der er arrangeret forskellige events.
14.01.2016: Så har jeg vendt næsen vest på igen efter et par dage i Tokyo - årets første rejse. Og hvad lærte jeg så af det? At spise kogt kobebøf (vil nu foretrække det grillet og evt serveret med pebersovs og fritter), har lyttet til Solomon Burke blues og Jørgen Leth på Radio 24/7, er igen blevet mentalt udfordret af den japanske forretningskultur, hvor man ikke må sige nej, og man går baglæns bukkende ud af døren, øvet lidt i slipsbinding, været på et lokalt posthus for at købe frimærker og postkort til Anna og Rasmus tema i skolen og ikke mindst set en flot solopgang på vej til lufthavnen.
Glemmes må heller ikke, at det blev til deltagelse i den officielle åbning af ruten fra Warszava til Narita med et imporende opbud fra TV Tokyo. Jeg havde det lidt ligesom Forrest Gump i scenen, hvor han står lige bag taleren og blive fanget på alle kameraerne.
01.01.2016: Årets første dag, og årets første opdatering. Vi er i Basel, hvor vi har holdt en dejlig nytårsaften i Pratteln sammen med Tina og Karsten, og resten af dagen skal vist gå med roligt tempo og måske en film. Vi kan ikke rigtig komme nogen steder, da bilen er låst inde på LJs arbejde.