EC - 2015, Dagbog

20151107_009
20151107_002
20150816_003
20150805_006
20150807_007
20151107_004
20150805_007
20150805_012
20151107_007
20150807_006
20150828_005
20150828_009
20150807_009
20151107_006
20150807_003
20150828_010
20150716_002
20150816_004
20150828_004
20150805_008
20150828_003
20150807_011
20150816_001
20150805_004
20151107_005
20150828_012
20150816_006
20150805_011
20150828_008
20150828_011
20150816_005
20150816_010
20151107_003
20150807_008
20150816_008
20150805_009
20150807_002
20150828_002
20150805_002
20150828_006
20150816_002
20150828_007
20150807_005
20150807_010
20150828_001
20150716_003
20150807_001
20150807_004
20151107_008
20150805_005
20150805_003
20150805_010
20150816_007
20151107_001
20150805_001
20150716_001

03.07.2015: Så er der afgang på vores sommerferie 2015. Efter at have fejret LJ's fødselsdag og pakket den sidste kuffert, sætter vi i første omgang kursen mod lufthavnen i Køln, hvorfra vi skal via Berlin til New York.

 
Efter et par turbulente måneder er alle mand heldigvis fit, og vi glæder os alle sammen meget - til forskellige oplevelser.
 
04.07.2015: vi er landet i Berlin, hvor vi har 5 timers ventetid før turen går videre mod New York. Hurtigt står det klart, at Berlin Tegel kommer ind i bund 3 over kedelige lufthavne, som vi har besøgt, så opholdet her vil vi ikke spilde meget spalteplads på.
 
05.07.2015: Vores første dag i New York, og vi har lidt kongeetapen foran os – det er jo Tour De France tider. Vi starter med morgenmad på Skylight Diner, som ligger lige ved siden af hotellet. Det er en typisk amerikansk diner, hvor de lokale betjente henter donouts, og byggearbejderne får deres morgenmad. Efter en solid gang pandekager, kaffe og masser af æg, går vi ned til 5th Avenue/Broadway, hvor vi drejer til højre og går sydpå. 

 

En af de første steder vi kommer forbi er Flatiron bygningen – den ikoniske bygning, der er formet som et stygejern på højkant. Man kan ikke lade være med at tage en masse billeder fra alle mulige vinkler. Vi har valgt søndag til denne tur gennem Manhattan, og det viser sig at være et godt valg, da der ikke er så mange mennesker og biler på gaden, så vi kan virkelig opleve byen uden at skulle mase os frem. 

Vi tager et pitstop i Union Park, hvor børnene leger lidt på legepladsen, og vi spiser lidt frugt og muffins. Vejret er rigtig fint med sol og 27 grader. 

Vi går lidt væk fra 5th Avenue og gennem Little Italy. Her fyldt med turister, men området er meget hyggeligt, og der en god stemning. Pigerne har talt om pizza til frokost, så det passer jo perfekt. Efter frokost går vi videre gennem China Town, som vi nu ikke finder så spænende som Little Italy.

Gennem China Town er vi nede i Down Town, hvor vi kigger lidt på  nogen Street Performere. De  har samlet en stor gruppe mennesker, og de laver et godt sjov, hvor en af fyrerne springer over 6 personer, som står foroverbøjet. Det meste af tiden bruger de nu på at få folk til at give penge for deres optræden, men det er  meget sjovt. 

Vi går videre ned forbi tyren ved Wall Street, som dog ikke er nem at fotografere, da MANGE andre også gerne vil tage billeder. På vej mod Battery Park går vi en tur in på 9/11 Memorial  og snakker med børnene om, hvad der skete. Vi går også en tur omkring de forskellige mindesmærker. 

Næste stop er Battery Park, hvor planen er at tage med en båd ud til Ellis Island og Fritidskvinden. Vi har regnet med en del kø for at komme afsted, men efter at have købt billet er vi på båden i løbet af en halv time, hvor vi får en perfekt plads til at se det hele. New York Skyline fra vandsiden er meget imponerende. 

Tilbage fra sejlturen er energien ved at være brugt, og vi tager undergrundsbanen tilbage mod vores hotel. Vi spiser aftensmad på Hooters, hvor vi også ser lidt af VM finalen i kvindefodbold mellem USA og Japan. Efter 10 minutter fører USA 3-0 og stemningen er god. 

06.07.2015: Vi er relativ tidlig vågne, men ellers ikke plaget af jetlag. Efter morgenmad på hotellet (tick tock), beslutter vi at gøre Empire State Building, som vi kan se fra hotellet. Signe og betina er ikke så meget til højder, så vi deler os en times tid. Anna, rasmus og lj tager op, betina og signe på lidt butikskiggeri.
 
Efter empire går vi tilbage ad 34th forbi hotellet til high line park, som er tegnet/udtænkt af danskeren bjarke ingells. Parken er en sti på gammel jernbanestrækning, totalt moderniseret og grøn med et skær af rå new yorker industri. Der bliver bygget rigtig meget omkring parken og der er til tider meget larm. Men man finder også ro og tid til at nyde, bl.a. Udsigten til Hudsonriver. Vi henter lidt forskelligt frokost i en butik under high line, tager maden med op igen og spiser den på en bænk i inspirerende omgivelser. Der er små happenings rundt omkring i parken, bl.a. 2 tons hvide legoklodser, som man med fri fantasi kan bygge med. Længere fremme en kiosk, en lille vandbane, hvor vi køler tæerne og slapper af. 
 
Da vi går ud af parken bag chelsea market er Rasmus fuld af udslæt, så vi leder efter et apotek og nogle allergipiller. Vi får også kigget på apple watch i apple storen og beslutter at det er tid til is. Rasmus bliver træt af pillerne, så vi deler os igen - lj og rasmus går op ad 8th til hotellet og pigerne tager på shopping i gap og macys. 
 
Aftensmaden bliver hooters, hvor vi ser lidt af vm damefodboldfinalen mellem usa og japan - usa vinder 5-2.
 
07.07.2015: Turen går idag til Central Park. Vi forlader hotellet og går nordpå af 8th Avenue. Undervejs finder vi en dinner, hvor vi får morgenmad. Dinneren får mange point af børnene for deres panfekager - Rasmus spiser 6, og må lige tage en lille lur på mors skød bagefter.
 
Central Park er kæmpe stor - 4 km på den ene led og 800 m på den anden. På vej gennem parken besøger vi nogen af de mange legepladser, og vi ser mange egern og motionister  på stierne. Halvvejs igennem gør vi stop ved Metropolitan musuem, hvor vi skal mødes med familien Fehlbaum.  Vi bruger et par timer sammen med dem, og alle børnene leger godt sammen.
 
Vi går videre op af 5th avenue til Guggenheim museumet, og vi beslutter os at gå ind for at se lidt nærmere på bygningen og nogen af værkerne. Vi får udleveret en audioguide (også på tysk), så vi kan få lidt mere information. Bygningen er meget imponerende og flot designet, men selve kunsten er temmelig svær at forstå, og man kan et kort øjeblik få fornemmelsen af, om nogen står og griner af en, fordi man kigger på tre sorte streger på en hvid væg??
 
Undsluppet kunstens favntag tager vi en taxa tilbage til hotellet. LJ og Signe tager et smut i GAP, Betina tager med Anna og Rasmus tilbage på hotellet for at slappe lidt af. 
 
Samlet igen på hotellet går vi mod Chelsea for at finde lidt aftensmad. Vi går forbi DallasBBQ, som børnene godkender. Her får vi full american BBQ med ribs, kylling, fritter mv, og alle mand må næsten trille tilbage på hotellet.
 
08.07.2015: idag rejser vi fra New York, som på mange måder har været et helt fantastisk sted for os at starte ferien. Vi har nydt ræset, som findes i en storby, vi har glædet os over roen, som også er at finde og vi har ladet os imponere af byens mange seværdigheder og historier. Selv børnene er klar på nye ting og har flere gange spurgt "hvad skal vi se nu" - på den gode og interesserede måde.
 
Vi tager morgenmad på hotellet og går herefter hen til bussen, som vi s kal køre med til Boston. Turen tager ca 4 1/2 time, og efter at have fundet vores hotel "embassy suites" ved lufthavnen tager vi tuben ind til Aquaruim station ved havnen. Vi trænger til lidt at drikke og sætter os på "joe's" med udsigt over havnen. Vejret er fedt, ungerne løber over på legepladsen og vi to gamle er tilfredse med at være tilbage i Boston, hvor vi jo var på bryllupsrejse for næsten 10 år siden.
 
Vi går mod little italy (north end) og køber kager i Mike's pastry på Hanover street. Aftensmaden bliver italiensk og tilbage på hotellet når vi i poolen inden sengetid kl. 22.
 
09.07.2015: det er blevet torsdag og vejrudsigten siger knapt så varmt som de foregående dage. Vi starter dagen i morgenmadsbuffeten, tanker godt op og bevæger os igen ind til byen - to stop med tuben. Da vi er tidligt igang, kl. Er ca. 9.15 beslutter vi at starte med at gå i New England Aquarium,  hvor vi rører ved rokker og små hajer, ser pingviner, havskildpadder og søløver og hører et kort ekstraordinært  foredrag af en rumdragtingeniør og en kvindelig astronaut fra Nasa.Meget spændende!
 
Idag er også tid til to gensyn! Første gensyn er med John Smoragowich, som Lars Jakob har arbejdet med i Tytex. Vi spiser frokost sammen, genopfrisker minder, taler fremtid, verdensøkonomi, teknologisk udvikling og meget andet. John er 73 år og bor stadig med sin kone Margareth ude ved kysten. John og Margareth tog os med ud at spise, da vi var her for 10 år siden. Idag tager vi John med ud at spise, Margareth skulle spille golf og kunne desværre ikke være med her idag. John fortæller, at Boston har ansøgt om blive vært for OL i 2024, så vi aftaler, at der kommer vi igen!
 
Efter frokost går vi op omkring Fanuiel Hall og Quincy Market. Rasmus bliver træt og falder i søvn på ryggen af Betina. Signe vil gerne i Abercrombie & Fitch, så Lars Jakob og Rasmus tager en lille lur i skyggen ved State House. 
 
Andet gensyn sker ved 17 tiden, hvor vi møder familien Kold! Anni, Line, Jakob og Kristian bor de næste 3 år i Norfolk i Virginia, lige nu har de sommerferie og er også i Boston. Vi tager en drink på havnen, spiser på Hard Rock og snakker og planlægger de næste par dage, som vi skal tilbringe sammen her i Boston.
 
10.07.2015: dag to i Boston - det er en lidt kølig morgen, så vi har en trøje på. Vi sætter kursen mod Boston Common, som er en offentlig park i hjertet af Boston. Der bliver leget lidt på legepladsen, og vi går videre mod Chinatown. Undervejs gør vi feriens første stop på Donkey Donut. I Chinatown er der en film optagelse igang for Sony, og en hel gade er spærret af. Vi får at vide, at vi ikke må tage billeder, men vi sniger os alligevel til at tage et par stykker.
 
Vi fortsætter ned på havnen, og ender igen ved Aquarium, hvor vi køber lidt frokost i 7/11. Betina forsøger at købe to små flasker hvidvin, men hun kan ikke fremvise passende ID - kørekort er ikke nok, så det går desværre ikke. Heldigvis kommer Anni og Kristian tilbage, så Anni kan bruge sit ID, så vi kan få en passende frokost. Kort efter er LJ tilbage i den samme 7/11, hvor jeg i køen ser en ung mand købe tobak. Han skal også fremvise ID, og ekspedienten kigger længe på kortet, og siger så, at da manden manden kommer fra landet Kansas og ikke USA, så kan han ikke købe noget. Vores unge ven ser lettere forvirret ud, og han tegner et fint kort og forklarer, at Kansas er en stat i USA, og efter lidt diskussion får han købt tobak.
 
Rasmus tager igen en powernap mens vi andre spiser lidt frokost. Herefter går vi i samlet flok mod north end/little italy, for at følge "the freedom trail" ud til USS Constitution og monument. Igen er vi forbi "mikes pastry" og kagerne spises i en lille park lige ovre på den anden side af charles river.
 
Selve USS Constitution er for os lidt skuffende, men vi går heller ikke ind i skibet. Skibet ligger på tørdok indtil 2018, men vi tager lidt billeder og går tilbage over charlestown-broen til North Station, og tager tuben til Prudential center, hvor vi skal ud at køre med Duck Tours kl. 16.30 - tror vi!! For efter at have ventet på vores tur, fået taget billede foran duck'en og er gået ombord finder vi ud af, at vi har booket til imorgen, lørdag! Heldigvis er personalet super hurtige og hjælpsomme med at booke os om, så vi nu istedet kommer med kl. 19 i aften. Vi havde planlagt aftensmad på the cheesecake factory efter duck-touren, men vi vender rundt på programmet og spiser først.
 
Maden er fantastisk og ikke særlig dyr - ca 150 USD for os alle 9 incl drikkevarer, og der var rigeligt mad, faktisk så meget at vi beslutter at vente med desserten til efter duck-touren.
 
Ombord på det som chaufføren kalder "den hurtigste båd på land og den hurtigste bil i vand" får vi igen et dejligt indtryk af Boston. Temperaturen er nu behagelig og solnedgangen bag ved MIT super smuk. På Charles River får ungerne lov til at komme op og hjælpe med at styre bilen, som jo nu er en båd. Vi "quak'er" på chaufførens opfordringer og overalt i byen og ved flodens bred kan man mærke at de her amfibiekøretøjer skaber hygge og stemning.
 
Efter ca. 80 minutters tur, slutter vi igen ved Prudential Center - og ingen af os har behov for cheesecake idag. Men imorgen! Vi siger godnat og tak for idag til familien Kold og begiver os mod hotellet, hvor vi når en kort tur i poolen, inden sengetid kl. 22.
 
 
11.07.2015: Der bliver sovet lidt længere idag, og LJ får en lille løbetur inden vi tager hul på den sidste dag i Boston. Første stop er på Harvard, hvor familien Kold støder til os igen. Vi dropper en guidet tur, og går selv rundt på det store område med de karakteriske røde og hvide bygninger. Vi spiser frokost på campus, og går derefter et lille stykke for også lige at se Harvard Business School. Det er en helt speciel fornemmelse at gå rundt og vide, at i disse bygninger udvikles noget af det ypperste indenfor ledelse, design og teknologi og nogen af verdens største ledere og politikere har gået her.
 
Det er dog tid at komme videre fra det intellektuelle, og mens Familien Kold kører i bilen, tager vi tuben ind til Boston Common, hvor der bliver en halv time til is og en tur i søen. Herefter står den på lidt shopping og den bedste måde at gøre det på er, at tage indtil Newburry Street, som er en parade at flotte butikker, cafeer og masser af mennesker, som enten skal se eller vil ses. Der er høj solskin, og vi lægger en pause ind på Cheesecake Factory for at få desserten, som der ikke blev plads til igår. Aftensmaden bliver nachos efter cheesecaken (ja meget lidt korrekt rækkefølge, men det er jo ferie).
 
Herefter lidt mere shopping og så går turen hjem mod hotellet og en tur i poolen, godt trætte af fuld sol, godt 30 grader og 16 km i benene.
 
12.07.2015: Slut med Boston for denne gang, men jeg tror, at vi alle har lyst til at vende tilbage igen. Vi rejser nu videre i bil, som vi har lejet. LJ henter bilen, og kl  10,00 kører vi sydpå af I-90 mod Norfolk og Virginia, hvor vi skal bo hos the Kold´s i nogen dage. Op af formiddagen møder vi dem i Conneticut og vi følges ad resten af dagen. Lidt over midnat ankommer vi godt trætte, men i godt humør. Køreturen er gået fint. 
 
13.07.2015: Vi bruger formiddagen på at få rystet og løbet gårdagens køretur ud af kroppen, og få pakket lidt ud. Der er også lidt vasketøj, som skal klares. Over middagen bruger vi et par timer i poolen, og sidst på eftermiddagen beslutter vi at køre til "Dødens Dræber Center" (et stort Outlet) for at få købt lidt tøj. Vores forventninger var, at vi kunne finde billige sager, og det viser sig at holde stik, så alle  mand får fornyet garderoben.
 
14.07.2015: Mad er jo altid et vigtigt tema på vores ferier, men denne gang har vi ikke gjort så meget ud af det på dagbogen,  så derfor tager vi det som dagens tema. Efter at have sovet rimeligt længe tager vi en tur i Walmart, hvilket vi betragter som en kulurel udflugt - Walmart er uden sikkestykke det største indenfor supermarkeder. Der ligger en rimelig stor udgave tæt på, hvor vi bor, så vi kører derned for at handle lidt. 
Dagens menu har vi besluttet skal være under overskriften Virginia Tapas med koldskål til dessert. 
 
Kristian er taget på arbejde, så vi tager til poolen for at køle lidt ned, og på vej tilbage samler Kristian børnene op i Camaroen convertable, og alle mand får en fed oplevelse.
Hjemme igen går vi igang med bagning af kammerjunkere, lave koldskål, cocktailpølser i snack peber, Naches, wraps, kyllingebryst på grillen og meget andet godt, og vi nyder det hele på terassen. 
 
15.07.2015: Anni og Line tager tidligt afsted idag, da de skal til lægen. Vi andre lægger kursen mod Virginia Beach, hvor Anni og Line møder os ved stranden, hvor vi bader en times tid. Stranden er bred og god, vandet har en perfekt temperatur og bølgerne er tilpas høje til at det er sjovt at boltre sig i.
 
Vi spiser på en strandrestaurant og får desserten på SweetFrog. Herefter bader vi lidt igen, og så kører vi mod Fort Story, hvor de første englændere gik i land i USA i 1607. Her ligger det første fyrtårn opført af amerikanerne. Der skal vi selvfølgelig op, 191 trin og en fantastisk udsigt over vand. Nede igen går vi ned på stranden, hvor vi ser delfinerne springe rundt i vandet. Så går turen langsomt tilbage mod Anni og Kristians hus. Rasmus, Kristian og Lars Jakob runder krigsskibene på vejen tilbage. Vi andre tager direkte hjem og gør maden klar, Line skal spille fieldhockey kl. 19.30 og vi skal selvfølgelig ud og heppe.
 
Dagen slutter med spil på Ipad, drinks, en løbetur, lidt vasketøj og brætspil for de voksne.
 
16.07.2015: Vi tager i Water Country, som er et stort vandland. Det bliver til nogen gode timer i bassinger før vi kører videre ud på et kaserne område, hvor vi skal lede efter hajtænder. Kristian og LJ kører en lille omvej efter pizzaer, som vi spiser ved stranden, før vi bruger et par timer på at samle hajtænder. Vi finder 10-15 flotte eksempler og alle har en sjov og anderledes eftermiddag. Da vi kommer tilbage er det ankommet et nyt hold danske gæster. Det er Anni og Kristians gamle naboer fra Holstebro.
 
Da vi jo snart skal ned til solskinstaten Florida har vi besluttet at gøre det med stil og flotte tænder, så vi kører under stor morskan i CVS for at købe en kit til at hvidte tænderne med, og under stor morskab (nok mest for os) bruger vi en halv time med tandbøjle på tænderne - resultatet, tja.
 
17.07.2015: Dagen er vi sidste hele dag i Virginia før turen går videre sydpå. Det er også en lidt speciel dag for os, da det idag er 20 år siden, at vi mødte hinanden i Spanien. Formiddagen bruger drengene på at besøge US Army Transportation Musuem og pigerne tager på lidt shopping i Marshal.
 
Vejret er rigtig flot så eftermiddagen går med hygge ved poolen, før vi tager tilbage til Anni og Kristian for at gøre os lidt klar til næste del af vores tur. 
 
Opholdet hos familien Kold i Virgina har været super fedt for både store og små. Børnene har leget sammen, som om de altid har kendt hinanden, og vi har nydt selskabet og gæstfriheden rigtig meget, så vi nu kan tage afsted med fuldt opladede batterier (og næsten ingen vasketøj).
 
Halvvejs igennem vores ferie kan vi jo passende også gøre lidt status. Alt er stort set gået som planlagt (hvilket er en god ting) Vi har ingen problemer haft med alt det praktiske såsom flyveturen, hoteller og billeje. De hoteller vi havde booket var med den standard og beliggenhed, som vi havde håbet på. Vi sidder nu lidt med følelesen af, at have været afsted i meget længere tid end de 2 uger, fordi vi har oplevet så meget. Vores udflugter og aktiviteter har givet mange indtryk, og vi får nok først rigtig bearbejdet dem, når vi kommer hjem og ser billederne igennem. 
 
Vi har også set forskellige sider at USA, hvor vi startede i New York med alt det larm, lys, mennesker af alle nationaliter og imponerende bygninger, som denne fantasike by byder på. I New York så vi også mange mennesker leve  på gaden, limousiner og luksus hoteller og suiter og andre områder, som vel bare burde rives ned.  De første dage var børnene nok ikke helt klar til at suge alle de nye indtryk, men senere på turen har vi talt noget om, hvad vi oplevede. 
 
I Boston fik vi så mere storby, men på en helt andet måde. Boston er fyldt med historie og en helt anden ro end New York, og alle mand har givet udtryk for at her skal vi snart tilbage til.
 
Vores ophold i Virginia hos familen Kold har så givet os lidt indblik i, hvordan en dagligdag med skole, arbejde og fritid ser ud i USA. Vi har set en by og område, som har imponeret os med mange grønne områder med træer og blomster, og ikke mindst en fantastik strand og flodområde. 
 
23.07.2015: Vi kører fra Naples, hvor vi har haft endnu et fint ophold på et Hampton Inn. Undervejs kommer vi forbi en Marshall, hvor vi lige vender ind, og vi får også handlet lidt sandwich til frokost. Fra Naples kører vi ad Tamiami ud i Everglades, hvor vi skal på Airboat udflugt med Kaptajn Mitch. 
 
Vi ankommer i god tid, og sætter os for at spise vores sandwich. Pludselig råber vores kaptajn til os, at vi skal komme over til butikken, for der er kommet en alligator. Det er en større sag på ca tre meter, som nu ligger og kigger på os mindre end fem meter fra vores fødder. 
 
Da denne oplevelse og frokosten er klaret, er vi klar til airboat, og alle mand kommer sikkert i båden. Rasmus er lidt beklemt ved starten af turen, men han slapper hurtigt af. Allerede efter fem minutter spotter vi en alligator. Igen er der tale om en større sag på ca tre meter, og kaptajnen fortæller lystigt, hvordan de nogen gange angriber bådene. Det er dog ikke alt, hvad han fortæller, som passer, og vi kommer sikkert videre. Den næste time får vi en spændende tur rundt i mangrove skoven, og vi får set en lille alligator og en rede med æg. 
 
Tilbage på lande kører vi mod vores næste overnatning i Florida City - tror vi. Da vi ankommer til vores hotel viser det sig, at vi har booket forkert - til dagen efter. Heldigvis kan vi få et værelse, men det står hurtigt klart, at området ikke indbyder til særligt meget sightseeing, så med lidt hurtigt indsats, får vi lavet vores reservationer om,  så vi kan ankomme til Miami imorgen. 
 
24.07.2015: efter morgenmaden kører vi nu videre mod Miami, en kort køretur på kun ca 1 1/2 time. Vi kan først komme ind på værelset ved 15 tiden, men på hotellet er de flinke, de lader os skifte til badetøj, tager imod vores bagage og forklarer os hvor vi kan parkere billigst - lige rundt om hjørnet. Så er vi klar til stranden! Vandet er lækkert varmt, sandet hvidt og der er ikke fyldt på stranden, som vi nok havde forudset. Vi henter frokost ved en af strandkioskerne, bader lidt mere og går så om for at få vores hotelværelse.
 
Hotellet har rooftop pool, og det skal selvfølgelig også afprøves. Vi svømmer og soler et par timer, Rasmus er kommet godt igang med at "dykke", dvs på med dykkerbrillerne og så bare under. Han har stadig vinger på, men han springer ud og er ikke længere utryg ved at få hovedet under vand.
 
Det er tid til en pause, så Lars Jakob henter lidt frugt, nødder og drikkevarer i et supermarked, mens vi andre går på værelset og bader. Efter at have slappet lidt af og skyllet hav- og poolvand af os, går vi ned i byen for at spise aftensmad. Vi går ned på Ocean Drive, hvor der er ved at være godt gang i byen, lys og lyd er skruet godt op. Der er folk i alle farver og figurer, mere eller mindre påklædte og opsigtsvækkende. Vi spiser på en italiensk restaurant, ungerne får en stor alkoholfri drink, ser på mennesker, dyre biler og bling-bling.
 
På hjemvejen går vi langs stranden og beslutter at vi en aften vil ned og aftenbade. 
 
25.07.2015: som sagt er vi ankommet til sidste destination på vores tur - Miami. I Miami sættes der så igen nye normer for, hvordan velstand og lykkes måles. I New York måles der i store bygninger og bill-boards, i Boston fandt vi det mere afdæmpede intelektuelle med de flotte universiteter i Harvard og MIT, og i Virginia, hvor der er masser af plads, måler man ved at køre rundt i meget store biler. Tilbage til Miami er det så mere kroppen, der tages udgangspunt i - og ikke kun de toptrimmede - på Ocean Drive flashes alle størrelser og farver, kun indpakket i det højst nødvendige og gerne flot dekorert med tatoveringer, smykker og farvet hår, så man ikke kan undgå at kigge. 
 
Hvad der er rigtigt og forkert skal vi ikke kunne svare på, men til sammen giver det en helhed og mening, som er svær ikke at blive facineret af. 
 
26.07.2015: Efter en del regn igår, har vi idag lavet en plan med lidt udflugt. Vi har bestemt os for en tur rundt i havnen i Miami, og efter lidt reserarch sætter vi kursen med bus mod Downtown Miami, hvorfra der går forskellige ture. Vi vælger en 90 minutters tur med Island Cruise, hvor vi kommer rundt om Star Island, Fisher Island (vi ser dog ikke Amdi Pedersen), og vi får også et kig på de kæmpe store cruse både, der ligger til med over 4 mio passagere om året. Turen byder på lidt regn, og efter turen må vi lige en tur i Gap og finde en tør T-shirt til LJ. 
 
28.07.2015: For at få det fulde overblik over dagens begivenheder, så skal vi kigge tilbage på igår. Kl. 19.30 ruller der en mail ind, der meddeler at vores hotel, som vi skal bo fra idag er cancelled!! Denne mail sætter jo lidt pres på planen, men heldigvis har mailen et telefonnummer, som man kan ringe til for at få arrangeret et andet hotel. Da jeg ringer op til nummeret får man en meget frisk stemme i røret, som siger, at nu skal man lytte godt efter for de har ændret menu systemet i deres telefon"service". Først skal man trykke 1 eller 2 for om man er over eller under 50 år gammel. Umiddelbart synes jeg ikke, at dette har så meget med re-booking at gøre, men svare friskt under 50. Man får nu tilbudt et væld af medicinske produkter, der får et Harald Nyborg katalog til at se tyndt ud, og jeg  magter aldrig at komme videre i systemet. 
 
Nå men det skal man jo ikke lade sig slå ud af, så jeg finder nummeret til Hotels.com. Normalt er deres danske servicelinie meget hjælpsomme, men da klokken jo er  meget sendt om natten i Danmark, så bliver jeg stillet videre til et indisk klingende service nummer. Så begynder løjerne for alvor, for nu får jeg at vide, at min reservation ikke er aflyst. 
 
Det skærper jo nysgerrigheden, så jeg spørger lige, om hvorfor de så har sendt mig en mail med den information, og min nye ven er nu rigtig skarp, og foreslår, at han lige ringer til hotellet og chekcer. Efter 30 minutters venten, vender han tilbage og bekræfter, at bestyren af hotellet har haft nogen psykiske problemer, og overbooket hotellet fuldstændigt. Jeg må desværre sige farvel til min nye ven, som er nødt til at stille mig om til en anden medarbejder, som tager sig af re-booking. Ok, det lyder jo fint, så efter 10 minutter er jeg igennem til næste person. Han starter med at stille en række sikkerhedsspørgsmål, og da han stort har afdækket alle mine personlige oplysninger, meddeler han, at min reservation bestem ikke er aflyst. Så stiger pulsen en del hos mig, og vi får lige en snak om, at det vil jeg mene den er, da jeg både har en mail plus et pålideligt vidneudsagn fra min første ven. Han bøjer sig, og tilbyder nu, at finde et andet hotel - pyha. 
 
Jeg vil jo gerne være en nem kunde, så jeg foreslår, at han blot forlænger opholdet på det hotel, hvor vi allerede bor, da vi er meget tilfredse her, og vi ved, at de har et ledigt værelse. Det synes han er en god ide, og efter 40 minutters ventetid, kommer han tilbage og meddeler, at hotellet er fuldt booket. Det kan jeg ikke forstår, men han siger, at han har talt med receptionen, men nu vil han prøve noget andet. Imens han prøver det, så lister Betinalige ned i receptionen for at cheke fakta, som viser sig ikke at holde stik - de har aldrig talt med nogen, men bekræfter igen, at vi kan blive boende. 
 
I mellemtiden er linien blevet afbrudt, og jeg ringer op igen, og får kontakt med den 3. person, som også gennemgår alle sikkerhedsprocedure, og fortæller mig, at min reservation ikke er aflyst. Nu er jeg jo eferhånden ved at være varm, så den får vi hurtigt bragt på plads, men så stiger spændingen pludselig yderligere, da brand-alarmen på hotellet går. Det sker ikke i stilhed, og kl. 21.30 tager alle man trappen i nattøj ned på gaden, med min nye indiske ven i røret, der får instruktioner, om hvor vi gerne vil bo. Mens brandvæsenet ankommer og cheker bygningen (det var falsk alarm) falder troen på, at min nye ven kan løse opgaven, og jeg beder til sidst om at tale med hans manager. Det synes han er en god ide, så han stiller om, men efter 20 minutters ventetid på manageren, så bliver der lagt på. 
 
Vi tager et hurtigt øråd og bliver enige om, at starten næste dag tidligt med masser af kaffe, opladet telefon og en pc´er, og efter lidt ringen frem og tilbage imorges fra kl. 5.45,  så kan vi nu blive på vores hotel.
 
Ellers er dagen gået med en fornuftigt blanding af pool og strand, som begget dele er max godkendt. Poolen ligger på 5. sal med en god udsigt, og stranden og ikke mindst vandet er temmelig rart. 
 
31.07.2015: Efter snart 4 uger, så er et desværre blevet tid til at vende næsen hjem. Vores hjemtur er plantlagt til at gå fra Miami via New York og videre til Berlin og Dusselsdorf, men sådan skal det ikke helt komme til at gå.
 
Kl. 8.00 kører vi fra hotellet mod lufthavnen, hvor første stop er at aflevere vores ”elskede” Jeep. Vi har kørt tæt på 2.000 miles, så den er efterhånden blevet en bekendt (ikke ven) af familien.  Udstyrs og komfort niveuaet kan vel bedst sammenlignes med en europærisk model fra sen 80érne, men det har været stabil, og vi har til gengæld ikke påført den nogen væsentlige skader.
 
Afleveringen får fint, og efter at American Airlines har vist os rundt i forskellige checkin køer, så er vi klar ved gaten til afgang. Det er kabinepersonalet dog ikke, og kaptajnen må på et tidspunkt komme ud til gaten for at undskylde det manglende personale, som efter 1,5 time kommer gående stille og roligt med kaffe i hånden. Vi kommer ombord på flyet, men samtidig starter et kraftigt uvejr over lufthavnen med masser af lyn, torden og regn, og så vi kan ikke komme ud på startbanen, og det giver os en yderligere forsinkelse på en time, og vi kan nu godt se, at vi nok ikke når vores fly videre fra New York. 
 
Og ganske rigtigt, da vi kommer til New York, er vores fly forlængst lettet, men ved gaten står en medarbejder med en kuvert til os med nye biletter med afgang kl. 23.45 – men først imorgen. Vi mødes med flere andre passagere, som alle er i samme situation, og efter at have ventet i mere end en time i køen ved American Airlines, hvor der ikke sker nogen som helst beslutter vi at booke et hotel og komme videre. 
 
Hotellet ligger lige uden for lufthavnen, så vi vælger at tage en taxa – det kan ikke være særligt dyrt. Vi ender dog med en taxa, som knap nok ved, hvordan han finder ud af lufthavnen, hvilket vi først opdager, da vi er kørt, og han har absolut ingen anelse om, hvor vores hotel ligger. ”Heldigvis” har han en løsning på det, for han kan jo bare kigge på kortet på min mobil – det er jeg dog ikke helt lige så positiv omkring som han er, så i stedet får jeg, mens vi kører, udleveret hans GPS, som jeg så kan indtaste adressen i. GPS´en er af ældre dato, og jeg finder ikke ligefrem brugen særlig logisk, så jeg kan ikke finde adressen. Samtalen udvikler sig fra venlig til lettere ophidset, da jeg opdager, at han misser afkørslen til hotellet, og vi vender nu tilbage til at bruge telefonen, og jeg prøver at indføre en lidt alternativ afregningsform, hvor vi modregner roaminggebyr i kørsel og tip. 
 
Til slut finder vi dog hotellet, og bliver indlogeret. 
 
01.08.2015: En bonus dag i New York havde vi jo ikke lige haft i planen, men vi holder et kort øråd, og efter et dobbelt check ved AirBerlin, at vi er booket på flyet 23.45 tager vi mod Manhattan. Vi vælger at stå af ved World Trade Center, og gå en tur på Wall Street. Undervejs stopper vi ved Gap for at købe rene t-shirts, da vi ikke har fået vores bagage. Vi går videre ned mod South Station og East River for at få et kig på Brooklyn Bridge.
 
Turen på South Pier er helt fantastisk, og vi vælger at spise frokost på Industry Kitchen, som absolut kan anbefales – både på grund af maden men i særdeleshed også på grunde at beliggheden. Vi bliver enige om, at det er den bedste belliggenhed, hvor vi har spiste på hele ferien. 
 
Efter frokost tager vi gratis færgen til Staten Island og tilbage igen. Den sejler tæt forbi Fritidskvinden, og vi nyder det flottet view og slapper lidt af. Herefter går turen tilbage mod JFK, hvor der nu er afgang med Dusseldorf. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
You are here: Home Ferie og udflugter Ferier EC2015 EC - 2015 Dagbog