Hjemmelavede, dekorative sne- eller glitterglas
Anna var for nylig til en 5 års fødselsdag hos en veninde fra Kindergarten. Her havde moderen til fødselsdagsbarnet fået en super idé til noget børnene kunne lave og tage med hjem. Vi kender alle sammen de der små glas, som man kan ryste, og så drysser "sneen" ned over et yndigt landskab.
Du skal bruge så mange tomme syltetøjsglas, som der er børn.
Hvert barn former en figur af modelérvoks af den slags, som kan bages i ovnen. Efter bagningen, sættes figuren fast med vandfast kontaktlim på indersiden af låget til syltetøjsglasset. Når limen er tør hældes en masse glimmer og glitter samt vand fra vandhanen ned i syltetøjsglasset. Låget limes fast på glasset med vandfast kontaktlim, og når limen er tør, kan du trygt vende glasset om og nyde at glimmeret roligt daler ned over modelérvoksfiguren.