Nem Quiche Lorraine a la LCHF

 

Denne supersprøde hjemmelavede bund til Quiche Lorraine har jeg fundet et andet sted på nettet. Den er rigtig god, hvis man spiser efter princippet LCHF (Low Carb High Fat). Dog synes vi at især på andendagen er bunden lidt tør, så næste gang vil jeg prøve at tilsætte lidt revede gulerødder, squash eller andet.

   

Ingredienser:

Tærtebund til et mellemstort tærtefad (22 cm):

140 g. smuttede mandler

30 g. solsikkefrø

30 g. sesamfrø

1 æg

40 g. smør

1 tsk groft salt

Fyld:

6 æg

2 dl fløde

3 spsk revet parmesanost

2 spsk revet mozarellaost

1 porre

1 pk bacon, som jeg på forhånd havde skåret i små stykker og brunet

lidt skinke eller chorizo efter smag og behag

salt og peber

..

Fremgangsmåde:

Mandler, solsikkekerner og sesamfrø hakkes til det stort set har struktur som mel. 
Tilsæt æg, smør og salt.

Dejen æltes med fingrene indtil den har en ensartet konsistens og trykkes herefter ud i tærtefadet, husk kanterne (evt. beklædt med bagepapir). Tærtebunden bages ca. 15 min ved 165 grader og kan herefter fyldes eller stilles tildækket indtil den skal bruges.

Fyldet laves ved at piske æg og fløde let. Derefter tilsættes ostene, salt og peber. 

Porren skæres i små stykker og kommes i bunden sammen med den stegte bacon og skinken. Derefter hældes æggemassen over og tærten bages. Bagetiden efter fyldning afhænger lidt af hvor tykt et lag fyld du kommer i. Jeg bagte den i ca. 30 min ved 180 grader.

 

 

 
..

 

 

You are here: Home Mad Opskrifter Varme retter Quiche Lorraine LCHF