Florida

 

18.07.2015: i dag kører vi fra Virginia mod Florida. Efter morgenmaden og de lange ”på gensyn”-knus fører Jeep'en og den lånte GPS os mod Florida. Turen er i sig selv ret lang, så vi har besluttet at gøre et stop i Savannah.

 
Vi har igen booket et Hampton Inn hotel, som ligger 7 km uden for byen. Da vi ankommer henomkring aftensmadstid, tager vi ind til byen for at finde et sted at spise. Byen summer af sydstats-stemning, levende musik og underholdning i gaderne, små rustikke bygninger langs floden, afslappet stemning og Savannahs Candy Kitchen, hvor de laver slik – karameller bliver hånddrejet og sendt rundt i butikken i poser på et lille tog oppe under loftet. Nogle af karamellerne bliver med rund hånd smidt ud til ”publikum/kunderne” i butikken. Der er flere farver og dufte end vi nogensinde har set, virkelig et besøg værd!
 
Vi havde håbet på en tur i poolen, da vi kommer tilbage til hotellet, men den lukker ved solnedgang, så det må blive i morgen tidlig i stedet.
 
19.07.2015: Efter den lovede tur i poolen, går turen mod Orlando og Disney World. Vi ankommer til vores Hotel SAS Radisson i øshamrende regnvejr. Det klarer dog op og er stadig meget varmt hen på dagen. Igen vil vi gerne benytte poolen, men pumpen er gået i stykker, så vi må ikke gå i.
 
I stedet går vi ud til området, der kaldes Down Town Disney, en gåtur på ca. 30 minutter.
Her ligger verdens største Disney butik og lige ved siden af ligger en stor LEGO butik. Det hele er meget pænt, men kommercielt bygget op. Et fint sted at tilbringe en eftermiddag eller aften, det er gratis at komme ind og der er masser at se på. Vi prøver at komme ind og spise på Rainforrest restaurant, men der er ventetid på over 2 timer, og det holder vi ikke til. Vi vælger i stedet noget italiensk, hygger os og er lidt kreative på papirdugen.
 
20.07.2015: Endelig kommer vi til dagen, som vi alle har ventet på med spænding og forventning – dagen i Disneys Magic Kingdom. Efter at have kørt lidt rundt, forceret midterrabatten på en mellemstor trafikeret indfaldsvej til Disney, ankommer vi kort fæør middag. Turen fra P-pladsen til parken er lidt lang – først med tog, så med skib, men vel inde bliver vi (for nogle af os) igen overvældet af gennemførthed og stemning.
 
Det er 40 grader, så vi forsøger hele tiden at have vand på os; sveden driver af os selv når vi står stille og vi vælger endda at stå i kø til fotosession med Fedtmule og Anders And – bare for at komme ind i skygge og et airconditioneret rum.
Vi har valgt at hente Disneys gratis app ned på telefonerne, så vi har booket ”FastPass” på tre attraktioner – dette er også gratis, og dermed undgår man kø. Dog har man kun et bestemt tidsrum til rådighed for de valgte attraktioner, men der er masser af tid at løbe på, så dette kan virkelig anbefales.
 
Den første er Ariels Grotte, hvor vi får et resume af ”Den lille havfrue” på en lille bådtur gennem historien. Den næste attraktion er ”Buzz Lightyear”, hvor vi skyder efter planeter, og den sidste er en rutshebane, som Rasmus dog ikke har lyst til at prøve, så Betina og Rasmus venter og tager billeder, da resten af flokken kommer susende forbi. Anna havde måske nok også sagt nej tak, hvis hun havde vist, hvad hun gik ind til. På billederne kan vi se, at hun ikke er så begestejtret. Vi prøver også ”Goofy” og spiser under et kæmpe regnvejr i en burgerrestaurant.
 
Der er rigtig mange mennesker, så da paraden kl. 21 er forbi, er vi MEGET trætte alle 5. 
 
Vel hjemme på hotellet igen, går vi i seng og glæder os til endnu en dag i disneys verden.
 
21.07.2015: Vi har købt 2-dages billetter til Disneyparkerne og i dag har vi valgt Disneys Hollywood Studios. Parken er noget mindre end Magic Kingdom, men ligeså flot bygget op og med betydeligt færre mennesker. Her er de overordnede teamer ”Frost” og i det hele taget det, at lave en film.
 
Vi kører i store biler gennem filmhistoriens største klassikere, ser scenevægge så store og livagtige at man tror det er synsbedrag, hører live musik, ser ”Frost”-resume live, ser hvordan en biljagt bliver til i et mega sejt stuntshow, møder McQueen og Bumle, leger i haven fra ”skat, jeg har skrumpet børnene”, ser den lille havfrue i 4D og muppetshow ligeledes i 4D.
 
Vi må alle sige, at vi nød dagen i Hollywood studios mere end dagen i går i Magic Kingdom, af den simple grund at der simpelthen var for mange mennesker i Magic Kingdom. 
 

 
22.07.2015:
I februar måned så vi en film i biografen om en delfin, der har mistet et stykke af sin hale og derfor har protese. Delfinen hedder Winther og den bor på et havdyrsredningscenter i Clearwater. Vi har lovet børnene at vi skal ned og se denne Winther i virkeligheden, så da vi nu kører sydpå mod Everglades stopper vi i Clearwater og besøger Clearwater Marine Hospital. 
 
Stedet er om muligt endnu mere kommercielt end Disney, har meget dårlig parkering på ”hovedcenteret”, hvor de henviser til deres anden lokation. Her ses ingen dyr, kun rekvisitter og scener fra filmene (der er to). For at komme over til eller tilbage til ”hovedhuset” skal vi med båd eller tram ca. 15 minutter. Det er i sig selv ok, men køen til begge dele er usandsynlig lang – vi vælger båden, da man her venter inden for i huset. De, der har valgt tram'en må vente ude i 40 graders varne.
 
Ovre på hovedcenteret ser vi så både Winther og hendes ”medspiller” i 2'eren; Hope. Vi ser også et lille træningsshow med en anden delfin, ser hvordan de undersøger en skildpadde med et kamera nede i maven – den har slugt en fiskekrog. Igen er det  meget meget kommercielt, og man kan ikke komme ud af centeret uden at skulle igennem deres souvenirshop. Ret ærgerligt, da det ellers var en fin oplevelse og centeret i øvrigt gør et godt stykke arbejde med at redde og genudsætte syge havdyr.
 
Vi kan dog stadig anbefale at man ser filmene, som hedder ”Dolphin Tale 1” og ”Dolphin Tale 2”.
 
På bådturen tilbage til bilen ser vi delfiner springe rundt i havet, det gør dagen lidt bedre for os alle :)

23.07.2015: Vi kører fra Naples, hvor vi har haft endnu et fint ophold på et Hampton Inn. Undervejs kommer vi forbi en Marshall, hvor vi lige vender ind, og vi får også handlet lidt sandwich til frokost. Fra Naples kører vi ad Tamiami ud i Everglades, hvor vi skal på Airboat udflugt med Kaptajn Mitch. Vi ankommer i god tid, og sætter os for at spise vores sandwich. Pludselig råber vores kaptajn til os, at vi skal komme over til butikken, for der er kommet en alligator. Det er en større sag på ca tre meter, som nu ligger og kigger på os mindre end fem meter fra vores fødder. 

Da denne oplevelse og frokosten er klaret, er vi klar til airboat, og alle mand kommer sikkert i båden. Rasmus er lidt beklemt ved starten af turen, men han slapper hurtigt af. Allerede efter fem minutter spotter vi en alligator. Igen er der tale om en større sag på ca tre meter, og kaptajnen fortæller lystigt, hvordan de nogen gange angriber bådene. Det er dog ikke alt, hvad han fortæller, som passer, og vi kommer sikkert videre. Den næste time får vi en spændende tur rundt i mangrove skoven, og vi får set en lille alligator og en rede med æg. 

 

 

 

 

Efter sejlturen for vi lov at holde en lille alligator, den er ca. 2 år gammel og født i fangenskab. Vi skal dog ikke tage den for tæt op til ansigtet, da den godt kan finde på at snappe efter os. Alle 3 børn er modige og holder det lille dyr.
 
 
 
 
 

Tilbage på lande kører vi mod vores næste overnatning i Florida City - tror vi. Da vi ankommer til vores hotel viser det sig, at vi har booket forkert - til dagen efter. Heldigvis kan vi få et værelse, men det står hurtigt klart, at området ikke indbyder til særligt meget sightseeing, så med lidt hurtigt indsats, får vi lavet vores reservationer om,  så vi kan ankomme til Miami imorgen. 

 

Generated button