Efter et par turbulente måneder er alle mand heldigvis fit, og vi glæder os alle sammen meget - til forskellige oplevelser.
04.07.2015: vi er landet i Berlin, hvor vi har 5 timers ventetid før turen går videre mod New York. Hurtigt står det klart, at Berlin Tegel kommer ind i bund 3 over kedelige lufthavne, som vi har besøgt, så opholdet her vil vi ikke spilde meget spalteplads på.
05.07.2015: Vores første dag i New York, og vi har lidt kongeetapen foran os – det er jo Tour De France tider. Vi starter med morgenmad på Skylight Diner, som ligger lige ved siden af hotellet. Det er en typisk amerikansk diner, hvor de lokale betjente henter donouts, og byggearbejderne får deres morgenmad. Efter en solid gang pandekager, kaffe og masser af æg, går vi ned til 5th Avenue/Broadway, hvor vi drejer til højre og går sydpå.
En af de første steder vi kommer forbi er Flatiron bygningen – den ikoniske bygning, der er formet som et stygejern på højkant. Man kan ikke lade være med at tage en masse billeder fra alle mulige vinkler. Vi har valgt søndag til denne tur gennem Manhattan, og det viser sig at være et godt valg, da der ikke er så mange mennesker og biler på gaden, så vi kan virkelig opleve byen uden at skulle mase os frem.

Vi tager et pitstop i Union Park, hvor børnene leger lidt på legepladsen, og vi spiser lidt frugt og muffins. Vejret er rigtig fint med sol og 27 grader.
Vi går lidt væk fra 5th Avenue og gennem Little Italy. Her fyldt med turister, men området er meget hyggeligt, og der en god stemning. Pigerne har talt om pizza til frokost, så det passer jo perfekt. Efter frokost går vi videre gennem China Town, som vi nu ikke finder så spænende som Little Italy.

Gennem China Town er vi nede i Down Town, hvor vi kigger lidt på nogen Street Performere. De har samlet en stor gruppe mennesker, og de laver et godt sjov, hvor en af fyrerne springer over 6 personer, som står foroverbøjet. Det meste af tiden bruger de nu på at få folk til at give penge for deres optræden, men det er meget sjovt.

Vi går videre ned forbi tyren ved Wall Street, som dog ikke er nem at fotografere, da MANGE andre også gerne vil tage billeder. På vej mod Battery Park går vi en tur in på 9/11 Memorial og snakker med børnene om, hvad der skete. Vi går også en tur omkring de forskellige mindesmærker.

Næste stop er Battery Park, hvor planen er at tage med en båd ud til Ellis Island og Fritidskvinden. Vi har regnet med en del kø for at komme afsted, men efter at have købt billet er vi på båden i løbet af en halv time, hvor vi får en perfekt plads til at se det hele. New York Skyline fra vandsiden er meget imponerende.


Tilbage fra sejlturen er energien ved at være brugt, og vi tager undergrundsbanen tilbage mod vores hotel. Vi spiser aftensmad på Hooters, hvor vi også ser lidt af VM finalen i kvindefodbold mellem USA og Japan. Efter 10 minutter fører USA 3-0 og stemningen er god.
06.07.2015: Vi er relativ tidlig vågne, men ellers ikke plaget af jetlag. Efter morgenmad på hotellet (tick tock), beslutter vi at gøre Empire State Building, som vi kan se fra hotellet. Signe og betina er ikke så meget til højder, så vi deler os en times tid. Anna, rasmus og lj tager op, betina og signe på lidt butikskiggeri.
Efter empire går vi tilbage ad 34th forbi hotellet til high line park, som er tegnet/udtænkt af danskeren bjarke ingells. Parken er en sti på gammel jernbanestrækning, totalt moderniseret og grøn med et skær af rå new yorker industri. Der bliver bygget rigtig meget omkring parken og der er til tider meget larm. Men man finder også ro og tid til at nyde, bl.a. Udsigten til Hudsonriver. Vi henter lidt forskelligt frokost i en butik under high line, tager maden med op igen og spiser den på en bænk i inspirerende omgivelser. Der er små happenings rundt omkring i parken, bl.a. 2 tons hvide legoklodser, som man med fri fantasi kan bygge med. Længere fremme en kiosk, en lille vandbane, hvor vi køler tæerne og slapper af.

Da vi går ud af parken bag chelsea market er Rasmus fuld af udslæt, så vi leder efter et apotek og nogle allergipiller. Vi får også kigget på apple watch i apple storen og beslutter at det er tid til is. Rasmus bliver træt af pillerne, så vi deler os igen - lj og rasmus går op ad 8th til hotellet og pigerne tager på shopping i gap og macys.
Aftensmaden bliver til en tur på Hard Rock Cafe tæt på Times Square. I døren møder vi Dana og hendes familie - Dana er en af Signes klassekammerater.
07.07.2015: Turen går idag til Central Park. Vi forlader hotellet og går nordpå af 8th Avenue. Undervejs finder vi en dinner, hvor vi får morgenmad. Dinneren får mange point af børnene for deres panfekager - Rasmus spiser 6, og må lige tage en lille lur på mors skød bagefter.
Central Park er kæmpe stor - 4 km på den ene led og 800 m på den anden. På vej gennem parken besøger vi nogen af de mange legepladser, og vi ser mange egern og motionister på stierne. Der er også en flot status af HC Andersen, hvor der bliver læse op af hans eventyr lørdag formiddag.
Halvvejs igennem gør vi stop ved Metropolitan musuem, hvor vi skal mødes med familien Fehlbaum. Vi bruger et par timer sammen med dem, og alle børnene leger godt sammen.
Vi går videre op af 5th avenue til Guggenheim museumet, og vi beslutter os at gå ind for at se lidt nærmere på bygningen og nogen af værkerne. Vi får udleveret en audioguide (også på tysk), så vi kan få lidt mere information. Bygningen er meget imponerende og flot designet, men selve kunsten er temmelig svær at forstå, og man kan et kort øjeblik få fornemmelsen af, om nogen står og griner af en, fordi man kigger på tre sorte streger på en hvid væg??
Undsluppet kunstens favntag tager vi en taxa tilbage til hotellet. LJ og Signe tager et smut i GAP, Betina tager med Anna og Rasmus tilbage på hotellet for at slappe lidt af.
Samlet igen på hotellet går vi mod Chelsea for at finde lidt aftensmad. Vi går forbi DallasBBQ, som børnene godkender. Her får vi full american BBQ med ribs, kylling, fritter mv, og alle mand må næsten trille tilbage på hotellet.